Eventyrets start i 1994

I 1994 startede en gruppe danskere med at forsøge at få etableret en højskole langt ude på landet i Letland. Højskolen eksisterer stadig nu i 2021 og kan besøges. Se hjemmesiden: www.Ritetautskola.org

I 1996 blev der givet penge fra EU til at højskolen kunne afholde kurser. Året efter blev der ansat en dansk lærer på skolen, som skulle hjælpe forstanderen med at få gang i kurserne.

Vi har samlet nogle uddrag af nogle af de breve og tanker hun gjorde sig fra den gang. Fattigdommen er stor i Letland på det tidspunkt.

1997 skriver hun:

 2. februar 1997

Når jeg går fra min lejlighed hen til købmanden skal jeg huske at tage lommelygten med. Her i Druvas, 160 km. mod øst fra Riga, nær den litauiske grænse, har der ikke været lys siden befrielsen for russerne. Nu skal folk nemlig selv betale for lyset, og mange har ikke råd, andre vil ikke. Så jeg går med min lommelygte og lyser på den isglatte vej, hvor man skal passe meget på ikke at falde. Mange går på en speciel måde, glider hen ad vejen med fødderne, som på ski.

Det lokale “supermarked”

To vinduer lyser mig i møde med et cocacola skilt, og jeg går ind i butikken. Her hænger der lyserøde silkegardiner fint for vinduerne indenfor. Men ellers er det et trist rum med nogle borde og stole af metal og plastik, og en disk med reoler bagved, så vi kan se varerne. Der er også en køledisk, og på kanten af den er placeret et par kasser. I kasserne ligger der røget makrel, og de små røgede sprats, som vi kender fra dåse i Danmark. Desuden sidder en stor sort langhåret kat ved siden af, og er i gang med at gnaske af de små fisk. Jeg går hen og kalder på pigerne som gemmer sig inde bag ved, de kommer ud og skælder katten ud. Den forsvinder ned fra disken. Ellers sker der ingenting. Jeg beder om brød, og får deres gode rugbrød, franskbrød er der intet af i dag. Rigas champagne, som smager dejligt er også udsolgt. Kartofler kan jeg ikke købe, det har alle hjemme hos sig selv, ligeledes mælk. Næsten alle her har en ko. Ellers er der ingen varer i butikken.

Mit Hjem.

Så går jeg hjem og forsøger at finde nøglehullet til låsen i min dør. Der er ingen lys på trappen i stuen, hele fatningen er revet af, så jeg kan ikke engang sætte en pære i..

Inde i min entre er der lys og det er dejligt. Jeg går ud i mit lille køkken og lægger et stykke brænde i komfuret, for al opvarmningen foregår med brænde. Jeg har spurgt, hvorfor der er en stor jern radiator i min stue. Jeg fik det svar, at det var længe siden de havde brugt den. Så inde i stuen er der bygget en stor mur som har forbindelse til komfuret i køkkenet. Disse mursten bliver varme og afgiver varme til stuen. Men jeg har også en el-radiator med. Jeg skal bare huske ikke at tænde for den lille el-kogeplade samtidig med el-varmeren, så går strømmen.

Da jeg skal være her et år for at lave højskole, var noget af det vigtigste for mig at kunne få et bad i varmt vand hver dag. Så det første jeg forsøgte at få i orden var at få en vandvarmer. Borgmesteren i byen kørte mig til den nærmeste store by, og jeg bestemte mig for en stor vandbeholder. Da beholderen kom, var borgmesteren og en rørsmed der også og et par andre mænd. Jeg tror, der gik 14 dage med at finde ud af slanger og rør, og en masse besøg af forskellige mænd, der skulle se denne beholder. Plus det at naboen skulle vise mig at min el-måler kørte meget hurtigt rundt, så det kostede penge. Men resultatet er, at der hænger en stor hvid vandbeholder med et fingeraftryk af en stor olie mandehånd. Den har jeg endnu ikke kunnet få af, og ovenover hånden var et lille ur der viste, hvor varmt vandet var. Dette ur faldt af, og borgmesteren limede det selv på og satte brunt klisterbånd og snor omkring. Han gav besked på, at det ikke måtte tages af, før han selv kunne gøre det. Det sidder der stadig.

Vandrør

Når jeg nu tager bad, skal jeg huske ikke at støtte mig til håndvasken, for så vipper den, men forsigtigt komme op i badekarret. Tage bruseren og trykke på en tap på håndtaget, så kommer der varmt vand. Så snart jeg ikke kan holde tappen nede stopper strålen, af sparehensyn. Vi betaler for vand. Men hver gang jeg trykker på tappen for at begynde igen, kommer der lige et lille stykke med koldt vand. Så efter et par gange på den måde, var løsningen at sætte en lille tændstik i klemme så vandet kunne løbe hele tiden og være varmt. En dag kom der næsten ingenting ud af bruseren, måske var der kommet rust i bruseren? Nej, der var bare ingen tryk på vandet. En anden gang var der bare ikke vand i 2 dage, fordi nogle i huset ikke havde betalt for vand, men det kom da igen.

Det med vand og rør er lidt af et problem for folk. Da jeg første gang lukkede døren op til min lejlighed, lød der en plasken. Ude i køkkenet var der hul i et vandrør og vandet fossede ud på køkkengulvet og ned i kælderen nedenunder. Der blev sendt bud efter en mand som satte et stykke gummi, dæk, måske, rundt om røret med groft ståltråd. Næste dag skulle jeg se hvordan det gik, og låste mig ind, og igen lød der vandplasken. Denne gang kom det fra loftet i køkkenet, og unger og voksne løb op og fandt et hul i vandrøret hos overboen.

Kommunal service

At borgmesteren i Druvas har tid til at tage sig af disse detaljer, skyldes at det er en lille by på 800 mennesker. Men også at han fungerer ligesom vores sognerådsformand i gamle dage i Danmark. At han interesserer sig så meget for beholderen kan måske også skyldes, at han regner med at den skal tilfalde ham, når jeg ikke længere er i byen.

Livet er hårdt her i Letland, har man ikke familie eller venner man kan støtte sig til har man vanskeligheder. Alle ting handles i naturalier, kontanter er det meget småt med. Dengang var der ikke tænkt på “lettisk strik” som det ser ud i dag, da drejede det sig om at holde sig varm i de gode uld sokker. 

Som det ses i ovenstående adresse er det lettiske navn for Rite Højskole Rite Tautskola og deraf navnet på skolens hjemmeside: http://www.ritetautskola.org